Biblioteksdebatten – på lokalt plan
Skrevet af Margit Fischer
I medierne raser debatten om bibliotekerne på 3. uge. Udtalelser af den nyansatte leder af Hovedbiblioteket i København, Pernille Schaltz, har bragt sindene i kog og været igangsættende for en livlig, landsdækkende debat om bibliotekernes rolle/materialeudbud/ overlevelse.
Vi udnytter den oplagte chance til at få vore låneres mening om de temaer, der diskuteres i debatten, eller om biblioteket her. Vi har hængt en del af indlæggene fra aviserne op og opfordrer brugerne til at give deres mening til kende.
Det strømmer ind med kommentarer! Dels skriver folk på de to tavler i forhallen, dels skrives der kommentarer på papir, der sættes op på opslagstavlerne.
Allesammen anonyme, men seriøse og konstruktive tilkendegivelser. Og overvejende positive om vores eget bibliotek :-)
Det er opløftende, at så mange giver deres mening til kende! Vi affotograferer så mange af kommentarerne som muligt til senere brug.
At få brugerne på banen på denne absolut lavteknologiske måde har været nem og hurtig at iværksætte. Vi tror, at den uformelle form gør, at det også virker nemt og hurtigt for brugerne at være med.
22. februar 2008 kl. 00:37
Det ville være dejligt, hvis biblioteket igen blev for bøger. Drop dog den tomme forhal med de grimme møbler, det er ikke til at bære at tænke på, hvor mange bøger, der kunne være plads til der.
Med venlig hilsen
Marie Engling